Nyhedsmail, den 29. oktober 2022

Kære alle

Som jeg skrev i sidste nyhedsmail fra den 3. oktober, så afholder vi et åbent borgermøde på mandag.

Invitation til åbent borgermøde

Mandag den 31. oktober kl. 19-21 i kantinen på Strøbyskolen, Lendrumvej 1, 4671 Strøby.

Der er ikke tilmelding til mødet. Der er plads til alle (så længe der er plads nok i kantinen) 😊.

Formålet med borgermødet er at give en introduktion til strategien – og give mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer.

Kommunalbestyrelsen har netop sendt strategien i høring i 8 uger.

På borgermødet fortæller vi og vores rådgivere om baggrunden for projektet, udfordringerne, den fælles vision, forslag til løsninger, anlægsøkonomi og eksempler på bidragsfordeling. Der bliver også tid til at stille spørgsmål.

Hvis du/I ikke har mulighed for at deltage på mandag, så er der andre muligheder for at blive orienteret. Læs mere længere nede i nyhedsmailen.

Strategien sendes i høring i 8 uger

På deres møde i går aftes, besluttede kommunalbestyrelsen at sende ”Strategi for fælles kystbeskyttelse og kystudvikling i Strøby Egede og Strøby Ladeplads” i høring i 8 uger. Høringsfristen er forlænget til den 4. januar 2023 pga. jul og nytår.

Strategien med tilhørende bilag kan du finde på Stevns Kommunes hjemmeside:

Kommunalbestyrelsens møder sendes live via ”Kommune-tv”. Møderne kan også ses senere, hvis blot man klikker ind på det pågældende møde og vælger det relevante dagsordenspunkt til højre på skærmen. Se kommunalbestyrelsens behandling af sagen. Klik på linket nedenfor og derefter på sag nr. 213.

https://stevns.kommune-tv.dk/watch/6703/339#player

Mulighed for yderligere information

Lige nu arbejder vi på at lave en video som præsenterer indholdet i strategien. Videoen er desværre ikke helt færdig endnu, men jeg regner med, at jeg kan lægge den på hjemmesiden og sende den ud i en ekstra nyhedsmail i starten af næste uge.

Hjemmesiden

Der er rigtig meget information, baggrundsmateriale og videoer på https://stevns.dk/stroeby-egede-og-vandet

Når jeg har fået en del spørgsmål om strategien, så vil jeg tilføje en underside med spørgsmål & svar

Tilbud om fælles møde for grundejerforeningernes repræsentanter.

Jeg vil gerne holde et fælles møde for grundejerforeningernes repræsentanter (bestyrelsesmedlemmer), hvor der bliver lidt bedre tid til at stille spørgsmål og drøfte de forskellige løsninger. Mødet er ikke sat i kalenderen endnu, men jeg sigter på et møde torsdag den 17. november kl. 18-20. Jeg vil sende en særskilt mail til grundejerforeningerne om dette.

Ekstra møder – efter behov

Hvis der er en grundejerforening, der gerne vil lave et tidligt aftenmøde på en hverdag, så kommer jeg gerne forbi og præsenterer udkastet til strategi (hvis det passer i min kalender).

Studietur – Enø Digelaug

Tidligere på året vedtog Næstved Kommune et kommunalt fællesprojekt for Enø. Jeg besøgte deres projekt i går – og de er nu i fuld gang med at etablere diger og skråningsbeskyttelse – og er ved at gøre klar til sandfodring med 35.000 m3 sand. Hvis der er interesse for en tur til Enø Digelaug, så har deres formand sagt, at vi er velkomne. Vi skal blot finde en dato, hvor de og vi kan – så er vi meget velkomne til at tage på en lille ”studietur”/besigtigelse til Enø. Se bl.a. videoer, vedtægter og dokumenter på deres hjemmeside: Enø Digelaug.

På mandag på borgermødet vil jeg spørge, om der er interesse for nogle af de tre ovenstående muligheder for ekstra information – og hvis der er dette, så går jeg videre med planlægning.

Ellers er der som sagt frist for at indsende høringssvar den 4. januar 2023 via kommunens hjemmeside.

Rigtig god weekend.

Og måske ses vi på mandag 😊

Venlig hilsen

Bent Hummelmose
Kyst- og klimamedarbejder
Natur & Miljø

Stevns Kommune
Teknik & Miljø

Mobil: 23811095

benthumm@stevns.dk