Formandens beretning til generalforsamlingen, søndag den 4. juni 2023
- Siden generalforsamlingen i 2022 har der været mange aktiviteter og projekter i grundejerforeningen. På trods af mange store projekter, har vi i dag (02.06.2023) 1.154.322 kr. i banken.
- Der er aktive morgen badere, der mødes året rundt ved stranden og bader uanset vejr og temperatur. Efter sidste generalforsamling blev der opsat et nyt tovværks gelænder på badebroen, som var ønsket af de aktive helårs badere. Det gamle gelænder var af jernrør, der var meget vakkelvornt. Hele badebroen er nu renoveret for et stort beløb.
- Havnens folk har også, det sidste år, haft en stor opgave med at holde udløbet til Køge Bugt åbent for gennemsejling. Det har krævet en stor indsats af Henrik Mortensen og Henrik Christiansen mf.
- Der har været travlhed for at overholde gældende lovgivning på grundejerforeningens fællesareal, Drosselvænget 1a. Der er blandt meget andet Lokalplan, Kommuneplan, Tinglysninger, Servitutter, Påtegninger, Påbud og Henstillinger med videre.
- Der er både generelle og specifikke bestemmelser, der gælder for alle grundejerforeningens 20.500 kvm Beskyttet Strandeng. Der er ligeledes mange love og bestemmelser mv. der vedrører vores havn, molerne, stranden og badebroen.
Alle interesserede kan læse mere om ovennævnte på www.arealinfo.dk
- Nogle love og bestemmelser ”overlapper” hinanden. Nogle tinglysninger vedrører f.eks. kloakledninger, el-kabler, fibernet forbindelser, rør til bortledning af overfladevand mv, men området er samtidig omfattet af Naturbeskyttelseslovens §3.
- Et af vores store problemer er tilstedeværelsen af rodplanten Japansk Pileurt.
Af tinglysningerne fremgår det at:
”det er forbudt indenfor et bælte på 2,00 m til hver side fra afledningsmidte at bygge, foretage beplantning af træer eller buske med dybtgående rødder eller overhovedet iværksætte noget, der kan være til hinder for adgang til ledningen eller dennes beståen eller til hinder eller skade for eftersyn, reparations- eller vedligeholdelses arbejder.”
På hjemmesiden vil der, i forbindelse med formandens beretning, vises et Tinglysnings kort med et skraveret felt, der viser hvor problemerne er størst.
Udbredelsen af Japansk Pileurt skyldes formodentlig, at mange grundejere i mange år, har brugt området øst for bommen på Drosselvænget 1a, til at smide haveaffald, herunder gamle potteplanter med rødder fra Japansk Pileurt.
Udfordringen med Japansk Pileurt er rødderne. Det man kan se over jorden, er ikkeproblematisk. Ifølge vores rådgivere fra firmaet Care4Nature kan rødderne vokse gennem et 1 meter tykt beton fundament!
Rødderne kan brede sig 7,5 meter vandret på en sæson og forårsage stor skade på veje, flisebelægninger, bygninger mv. i nærheden. Rødderne kan ligeledes vokse 7,5 meter i dybden på 1 år. Bekæmpelse af Japansk Pileurt er meget besværligt, dyrt og tidskrævende.
Da området også er omfattet af Naturbeskyttelseslovens §3, vanskeliggør det bekæmpelsen, da det er meget vigtigt, hvilke midler der må bruges ved udryddelsen. De mest effektive midler må desværre ikke benyttes.
For yderligere detaljer kan man på hjemmesiden www.grundejerforeningengarderhøj.dk læse ”Nyhedsmail” 16. dec. 2022.
- Fællesarealet er Strandeng, der er omfattet af rydningspligt og skal vedligeholdes ved græsning eller slåning, eller ved rydning af opvækst af buske og træer mindst hvert 5. år efter 2004.
I de sidste 44 år er det, mig bekendt, første gang der været foretaget en komplet oprydning, og fjernelse af gammelt løv. (I 2022-2023).
Vores ”Grønne mænd” Henrik Christiansen, Jac Nielsen og hans drenge har kæmpet med at holde arealet ved lige. Tak til dem!
Da opgaven i efteråret 2022 blev for omfattende, måtte vi have professionel hjælp til at slå siv og græs, samt beskære og fælde træer. Stevns Kommune krævede, at alt græs, siv, grene, træ og træflis skulle fjernes fra matriklen, så det efter forrådnelse ikke kunne give næring til ny vækst. Jorden skal udpines, så det fremover fremtræder som Strandeng. Alt materiale skulle rives sammen manuelt, af vores entreprenørfirma Bjarke Nielsen Træfældning. Derefter skulle alt læsses på lastbilen. De mange læs med det ryddede materiale skulle herefter køres på lossepladsen i Hårlev.
Et stort arbejde, der også omfattede opsamling af utallige plastposer med hundelorte, tomme flasker og tomme dåser.
- Firmaet Care4Nature er bestilt til at fortsætte med bekæmpelsen af pileurt i oktober 2023.
- I 2022 har grundejerforeningen overtaget alle vejene fra den oprindelige Garderhøj udstykning, så fremover kan vi formentlig spare mange udgifter til advokat- og landinspektør assistance.
- Den nye hjemmeside www.grundejerforeningengarderhøj.dk er en meget nyttig måde at kommunikere til medlemmerne om projekter i Grundejerforeningen på. Jeg håber hjemmesiden vil bestå fremover. Den er kreeret af et af foreningens nye medlemmer. Vedkommende ønsker at være anonym. Men mange tak herfra!
**************************************************
I det følgende vil jeg give nogle uddrag af, hvad der har været drøftet i bestyrelsen siden generalforsamlingen i 2022.
På bestyrelsesmødet den 13.12.2022 blev det accepteret, at:
- Der skulle anlægges en kørefast sti fra havnepladsen (ved omklædningsskuret) til bademolen. Stien skal være kørefast, så den kan benyttes af kørestolsbrugere mv. Som det er nu, er der for meget løst sand.
- Et andet tilbagevendende emne har været Kajak- og kano faciliteter. I årevis har det været et stort ønske fra de aktive kajakroerne at få et anløbssted. En bro eller et ”trinbræt”. Det aftaltes på mødet den 13.december at bestyrelsen skulle besigtige forholdene på næste bestyrelsesmøde.
Bestyrelsesmøde 07.03.2023.
- På et bestyrelsesmøde i foråret 2022 blev det besluttet at Jørgen Larsson skulle være ansvarlig for, at et kajak- og Kano ”trinbræt” skulle etableres i havnen. Desværre blev den tidligere beslutning annulleret på mødet den 7. marts, på grund af tekniske årsager.
- Bestyrelses suppleant Henrik Dahlin har på et møde foreslået, at der indføres en beslutningsproces om at indhente flere tilbud ved større projekter. Det medførte, at Henrik Dahlin fremadrettet har ansvaret for opsætning og vedligeholdelse af badebroen. Der indhentes tilbud på ny bro til kommende sæsoner.
- Jørgen Larsson er, af Stevns Kommunes Ingeniør blevet gjort opmærksom på, at der i havnen er et typisk ”Liglagen”. I stille vejr kan man tydeligt se det hvide ”lagen” fra kajen.
Et Liglagen breder sig på bunden af havnen, og danner et lag som kaldes således. Det er et misvisende navn, da bakterielagene faktisk er rige på liv, ofte domineret af en række bakterieædende, encellede organismer.
Der er også typisk ”Bundvending” i havnen. Det opstår, når der under iltsvind, dannes meget store bobler af metan i havnebunden. Gasboblerne kan løfte bunden op, deraf betegnelsen ”Bundvending”. Man har i mange år kunnet se store tang-øer drive rundt i havnen. Disse stopper for havneudløbet til bugten. Metan boblerne indeholder også svovlbrinte (H2S), som slår fisk og bundlevende dyr ihjel øjeblikkeligt (Jrf. Aarhus Universitet).
- På mødet den 7. marts 2023 påtog Henrik Mortensen sig ansvaret for korrespondancen med kommunens ingeniør, farvandsdirektoratet mv, og fik overdraget sagen, i forbindelse med bypass ansøgning.
En bypass tilladelse er nødvendig for at forbedre mulighederne for at holde udsejlingen passabel.
- Der var en længere dialog om toiletskurets fremtid. På bestyrelsesmødet blev der enighed om, at toilettes fremtid skal besluttes af generalforsamlingen.
Den 19.04.2023 orienterede næstformand og sekretær Kim Gudmund Rasmussen pr. mail bestyrelsen om, at han ikke ønsker at fortsætte i bestyrelsen efter 04.06.2023.
På bestyrelsesmøde 25.04.2023:
- Meddelte formanden – undertegnede – at han ikke ønsker at fortsætte i bestyrelsen efter den 4. juni.
- På samme møde meddelte Kasserer Charlotte Larsen, at hun ikke ønsker at fortsætte i bestyrelsen efter den 4. juni.
Charlotte Larsen er villig til, også fremover, at udføre bogføring og de øvrige ”sekretariats” funktioner, med den nuværende ordning, dvs. med betaling for timeforbrug, men uden at være valgt kasserer, eller medlem af bestyrelsen.
Bestyrelsesmøde den 30.05.2023:
- Badelauget ønskede en sidetrappe til badebroen, bl.a til brug for børn og badegæster der ønsker at gå i vandet ved lavere vandstand. Ønsket overdrages til den nye bestyrelse.
- Badelauget ønskede også, at det opgravede materiale fra havneudløbet, der ukorrekt, er lagt på stranden øst for havneudløbet, blev fjernet. Forklaringen fra de personer der var involveret i opgravningerne var, at det ikke var muligt at placere det opgravede materiale andre steder.
- Fra Stevns Kommune modtog vi den 21. april en meddelelse vedrørende bekæmpelse af Kæmpe Bjørneklo. Jørgen Larsson håndterer sagen her og nu, og overdrager det videre forløb til den nye formand.
- På mødet drøftede vi ligeledes, hvordan bestyrelsen kan håndtere det tilbagevendende problem med stank fra Liglagen og Bundvending i havnen. Bestyrelse havde ingen brugbare forslag.
- Jørgen Larsson orienterede om den fremadrettede bekæmpelse af Japansk Pileurt, og om samarbejdet med firmaet Care4Nature.
Jeg er blevet spurgt om aflønninger i Grundejerforeningen. De er således:
- De grønne mænd får 200 kr i timen.
- En af de grønne mænd får 150 kr i timen for at køre med sin egen maskine til græs-, buske og græstrimning, plus timeløn.
- Formanden får 4.000 kr om året + 1.200 i tlf. penge. Udbetales ½ årligt.
- Kassereren sender en regning på timepris 250 kr + moms for udført arbejde. (Ikke 5.000 kr i honorar som tidligere og heller ikke telefonpenge).
- Havnefogeden får 2.500 kr om året + en fri jolleplads og kontingent til Vallø Båden på 250 kr årligt.
- Michael Rasmussen rapporter frivilligt om invasive arter.
Med denne beretning sætter jeg punktum for min periode som formand. Jeg er glad og stolt over det arbejde vi sammen har udført.
Inden jeg slutter af, vil jeg gerne markere, at det er 40 år siden Henrik Mortensen blev valgt ind i bestyrelsen. Jeg syntes vi skal fejre dette jubilæum med at råbe HURRA for Henrik. Jeg har en personlig gave med, som ikke har belastet Grundejerforeningens økonomi.
Herfra ønskes alt godt for Grundejerforeningen og medlemmernes virke fremover.
Med venlig hilsen
Jørgen Larsson
Formand 2019-2023