Lørdag den 3. juni kl. 10:00 er der Grøn dag på Drosselvænget 1a. Henrik Mortensen vil meget gerne mødes med alle, der har lyst til at give en hånd med til diverse praktiske opgaver.
Der er en pøls og en tår at drikke bagefter.
Søndag den 4. juni kl. 10.00 afholdes der ordinær generalforsamling under pergolaen på Drosselvænget 1a. 4671 Strøby
Dagsorden ifølge vedtægterne:
1. Valg af dirigent
2. Evt. spørgsmål til forhandlingsprotokol
3. Formanden aflægger beretning
4. Kassereren aflægger revideret regnskab
5. Behandling af forslag fra medlemmer og bestyrelsen
5a. På badelaugets vegne foreslår Gunver Agertved at der etableres en side-trappe på badebroen, således at mindre børn kan få glæde af at bade i den lille bugt, hvor der ikke er så dybt, som for enden af broen.
Gunver foreslår ligeledes, at der placeres 2 hyndebokse til opbevaring af hynder ved pergolaen.
5.b. Stig Jul-Rasmussen foreslår, at der på grundejerforeningens hjemmeside grundejerforeningengarderjhøj.dk tilføjes et FANEBLAD der hedder BESTYRELSESMØDER, hvor såvel dagsorden, som godkendt referat fra bestyrelsesmøder kan læses af alle.
5.c. Jørgen Larsson foreslår at generalforsamlingen vedtager, at hjemmesiden grundejerforeningengarderhøj.dk skal være permanent.
5.d. Alle Grundejerforeningens medlemmer er medejere af foreningens aktiver. Disse aktiver skal forvaltes bedst muligt.
Der er mange komplicerede love og bestemmelser der skal overholdes vedrørende Grundejerforeningens fællesareal Drosselvænget 1a, Havnen, badebroen mv, samt nu også alle fællesvejene.
Jørgen Larsson foreslår, at generalforsamlingen indskærper bestyrelsen, at det er meget vigtigt, at overholde alle forpligtelser vedrørende tinglysninger, deklarationer samt alle vedtægter, love og bestemmelser der vedrører Drosselvænget 1a, Havnen samt fællesvejene, som Grundejerforeningen først for nylig har overtaget ejerskabet til.
Det er altid muligt at få faglig assistance vedrørende disse komplicerede forhold hos fagfolk. Det har vi hidtil haft stort behov for.
5.e. Bestyrelsen vedtog på bestyrelsesmødet den 7. marts, at generalforsamlingen skal stemme om, hvorvidt medlemmerne ønsker at bevare det gamle, høje, grønne toilet skur. Glasset i døren er smadret. Udvendigt er det malet med Graffiti. Der er ikke vand- eller kloak tilslutning. Toiletskuret er aflåst. Der er et offentligt toilet ved parkeringspladsen ved Uglemosevej.
Da området er §3 Beskyttet Strandeng, har det ikke været muligt at få tilladelse til at etablere acceptable hygiejniske forhold ved toilet skuret.
5.f. Henrik Dahlin sender følgende forslag til ændring af grundejerforeningens vedtægter:
Følgende foreslås for at sikre:
1. at vidtgående projekter i grundejerforeningen, er et udtryk for medlemmernes fælles interesser.
2. at foreningens midler forbruges i overensstemmelse med medlemmernes fælles interesse.
§13 ændres fra:
§13 Bestyrelsens ansvar og forpligtigelser:
A: Bestyrelsen repræsenterer foreningen og har under ansvar af generalforsamlingen den hele ledelse og varetagelse af foreningens anliggender, ligesom den råder over foreningens pengemidler til fremme af de ved lovene fastsatte formål – samt til udførelse af generalforsamlingens beslutninger.
B: Bestyrelsen disponerer over foreningens midler, men må ikke derudover foretage dispositioner, der medfører økonomiske forpligtelser for medlemmerne – uden at dette er vedtaget i forbindelse med en lovligt indvarslet generalforsamling.
C. Bestyrelsen drager omsorg for, at pengemidlerne gøres frugtbringende på bedste måde og bestemmer kassebeholdningens størrelse.
D. Foreningen tegnes af formanden ( i hans forfald, næstformanden) og kassereren i fællesskab.
Til:
§13 Bestyrelsens ansvar og forpligtigelser:
A. Bestyrelsen repræsenterer foreningen og har under ansvar af generalforsamlingen den hele ledelse og varetagelse af foreningens anliggender, ligesom den råder over foreningens pengemidler til fremme af de ved lovene fastsatte formål – samt til udførelse af generalforsamlingens beslutninger.
B: Bestyrelsen disponerer over foreningens midler, jvf. Punkt b1 nedenfor, men må ikke derudover foretage dispositioner, der medfører økonomiske forpligtelser for medlemmerne – uden at dette er vedtaget i forbindelse med en lovligt indvarslet generalforsamling.
B1: Forretningsorden:
Enkeltstående projekter, eller projekter der væsentlig ændrer eksisterende forhold, og som falder udenfor vanlig vedligeholdelse, skal forelægges generalforsamlingen, da dette falder uden for foreningens primære formål.
Vedligeholdelsesprojekter der overstiger kr. 100.000, – skal ligeledes forelægges generalforsamlingen.
Vedligeholdelsesprojekter under kr. 100.000, – skal forelægges og godkendes af bestyrelsen.
Alle projekter af ovenstående karakter skal fremlægges med en fyldestgørende beskrivelse af projektet, arbejdets udførelse samt et budget.
Det er bestyrelsens ansvar at kontrollere projektets afvikling.
Enhver overskridelse af budget skal godkendes af bestyrelsen.
C: Bestyrelsen drager omsorg for, at pengemidlerne gøres frugtbringende på bedste måde og bestemmer kassebeholdningens størrelse.
D: Foreningen tegnes af formanden (i hans forfald næstformanden) og kassereren i fællesskab.
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen:
6.a. Næstformand og sekretær Kim Rasmussen
Ønsker ikke at fortsætte i bestyrelsen, og udtræder den 4. juni 2023.
Generalforsamlingen skal vælge ny næstformand og sekretær.
6.b. Kasserer Charlotte Larsen
Ønsker ikke at fortsætte i bestyrelsen, og udtræder den 4. juni 2023. Generalforsamlingen skal vælge en ny kasserer.
Følgende bestyrelsesmedlemmer er på valg i år:
6.c. Formand Jørgen Larsson.
Ønsker ikke at fortsætte i bestyrelsen, og udtræder den 4. juni 2023.
Generalforsamlingen skal vælge en ny formand.
6.d. Henrik Mortensen. Modtager genvalg.
7. Valg af suppleanter til bestyrelsen. (Antal afhænger af ovenstående valg)
8. Valg af revisorer (de 2 revisorer er ikke på valg i år).
9. Valg af revisorsuppleant (revisorsuppleanten er ikke på valg i år).
10. Eventuelt
Venlig hilsen
Jørgen Larsson
Formand
05.05.2023